Uh Wha Wha — et værk af Mette Winckelmann, 2017
Maria Kjær Themsen

”Uh, wha wha”, stønner en mørk stemme. Uh, wha wha, det betyder ikke rigtig noget, men det lyder af noget, når Lil’ Kim – også kendt som Queen B – indleder sangen Big Momma Thang med denne korte, knappe stønnen, der lyder af rytme, bevægelse, sex, og som fortsætter i ordene:
”I used to be scared of the dick, now I throw lips to the shit
Handle it like a real bitch”

At være bange for pikken. Allerede i første frase af sangen er vi placeret midt i en kampzone – og ét af de tyvende århundredes største kamppladser; kønnet. Freud opfandt ordet penismisundelse til at forklare ét af den kvindelige personligheds grundvilkår. Lil’ Kim lader sig dog ikke begrænse, og har udvidet sin rådighedszone betragteligt, så det nu er hende (og ikke manden), der har magten, begæret, pengene:
”Can't tell by the diamonds in my rings
That's how many times I wanna cum, twenty-one”

Mette Winckelmanns tryk til Den Danske Radeerforening har taget titel efter denne rap, denne kampzoneytring. Og det mimer da også de revolutionære farver i rød og sort, og kan minde om et flag i rektangulær form og i stof. Sangens rytme og beats har antaget fysisk form på trykket, og løber i forskellige spor af firkanter, der mimer et digitalt redigeringsprogram for musik. Og på den måde henviser Winckelmann sådan helt grafisk til Lil’ Kims måde at redigere i det manuskript, der – ifølge psykoanalysen – er blevet os givet på forhånd, som særligt handler om sprog og om magt. Sangen bliver på den måde en analogi til vores måde at gebærde os i det kønsmæssige råderum: Noget er os givet på forhånd; tonerne, beatet, sproget; men vi har et lille råderum til enten at repetere mønstret, eller til at forskyde det lidt og derved rykke ved magtbalancen.

Som kunstner arbejder Mette Winckelmann ikke helt ulig denne råderumsudvidelse. Hun arbejder i et formsprog, der ved første blik minder om – mimer – et tidligt modernistisk malerisk udtryk, med geometriske former og farver i ofte meget store formater. Et udtryk som mestendels har været defineret af mænd igennem kunsthistorien. Winckelmann overtager på den måde den geometriske form, mønstret, som hun repeterer, så det fremstår genkendeligt, men hun forskyder det også: sprækkerne mellem de ellers så stramme linjer står hos hende lidt åbne – og levner lidt plads til noget andet, ligesom hun sanseliggør sine værker igennem lag på lag af stoffer og svævende tekstiler, som nu trykket til Radeerforeningen. I denne materialemæssige udvidelse af spektret tager hun stoffet, som traditionelt er knyttet til den kvindelige kunsthistorie (med kunstværk og håndarbejde), og mimer maleriet (det magtfulde kunstværk), ved at bibeholde de geometriske former og det store format, men udvider samtidig sensibiliteten ved disse lag på lag af stoffer, hvorved der igen skabes sprækker ind i skjulte åbninger, der mimer en krop.

Kigger man på Uh Wha Wha med et kunsthistorisk blik, vil man kunne læse en historie, der starter med ét af den abstrakte kunsts mest ikoniske værker; Sort kvadrat af Kazimir Malevich (1915). Winckelmanns tryk indleder med denne frise af sorte firkanter. Men de er ikke helt sorte, der er småfejl ved dem, de har indgange og gråzoner. Det er sangens beat, der nu er blevet til en seriel struktur på et stykke stof, til et ornament, der gentager sig udover stoffets afrevne kant, og på den måde også minder os om, at værket ikke er afsluttet – det forsætter ude i virkeligheden. Den sorte firkant var i første omgang et kunstnerisk nulpunkt – en måde at frigøre kunsten nogen som helst relation til den virkelige verden. Kunstens verden skulle være en anden verden, og ikke gøre sig anstrengelser for at ligne noget, den ikke var.

Under de sorte firkanter på trykket, er der et moment af noget mere udflydende. Her er den geometriske abstrakt form helt opløst i en organisk plamage i lyserøde og grå nuancer – en konkret blanding af de to binære poler sort og rød. Her opløses stramheden, og sammensmeltning bliver en erotisk kosmologi, med safter der flyder og organiske former, der ligner alt fra flydende ufoer til lyserøde æg.

Uh Wha Wha står der på trykket. En ytring, der intet betyder i det sprog, der er blevet os overleveret, men som et kampråb i udvidelsen af råderummet handler om at insistere og give plads til den feminine lyst. Dét er, i psykoanalytisk forstand, sandt revolutionært.